På klinikken brummede lysstofrørene over mig, mens jeg lå på en smal seng. Min uniform var klippet ved knæet. Mit ben hævede minut for minut – huden stram og skinnende, og skiftede farver, jeg ikke havde ord for. Lilla, gul, noget mørkere indenunder.
Lægeassistenten forgyldte det ikke. "Du har en betydelig ledbåndsskade. Muligvis mere," sagde hun og trykkede på skærmen, hvor mit MR-scanning glødede i gråtoner. "Du skal opereres. Snart."
"Hvor hurtigt?" spurgte jeg.
Hun holdt en pause. Den pause fortalte mig alt.
"Denne uge," sagde hun. "Hvis du venter, står du over for langvarig funktionsnedsættelse. Halt. Begrænset mobilitet. Måske permanent."
Jeg nikkede, som om hun lige havde fortalt mig vejret. Problemet var ikke operationen. Problemet var godkendelsen. Enhver, der har tjent, kender ventetiden – formularer, anmeldelser, autorisationer. En andens underskrift, der står mellem dig og din egen krop. Det tidligste, det militære lægesystem kunne godkende proceduren, var uger før. Uger, jeg ikke havde.
Praktikanten sænkede stemmen. "Hvis du kan gøre dette uden for basen," sagde hun forsigtigt, "så burde du."
"Hvor meget?" spurgte jeg.
Hun skrev nummeret på et stykke papir og gled det hen over metalbakken. Fem tusind dollars. Det var bare den indledende pris, udbetalingen for at kunne gå normalt igen.
Den aften sad jeg på kanten af min køjeseng, mit ben pakket ind i tyk gaze, min støvle på gulvet som en forladt skal. Omkring mig var barakkerne højlydte – latter, musik, nogen der råbte over et computerspil. Livet gik videre.
Jeg stirrede på min telefon i lang tid, før jeg ringede hjem.
Min far svarede på det tredje ring. "Hej, knægt," sagde han munter, distraheret. Jeg kunne høre noget metallisk i baggrunden. Værktøj, måske. Eller fjernsynet.
"Far," sagde jeg. Min stemme lød mere stabil, end jeg følte mig. "Jeg blev såret. Det er slemt."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
