"Mor," hviskede Laya. Det var den specifikke tone, børn bruger, når de prøver at være den voksne i rummet. "Det er okay. Jeg kan have forskellige sokker på."
Hun holdt en lyserød sok op med en enhjørning på og en hvid sportssok, der havde set bedre dage. Jeg stirrede på dem, som om de var beviser på et gerningssted. En uoverensstemmelse. En afsløring. Et tegn på, at vi ikke havde styr på tingene.
"Det er et dristigt modevalg," sagde jeg og tvang en lysstyrke ind i min stemme, der føltes skrøbelig. "Meget ... 'Jeg gør, hvad jeg vil.'"
Laya smilede, en lille, modig ting. "Meget."
Bare sådan, i et halvt sekund, glemte jeg, hvor vi var. Så summede døren op nede ad gangen, og den kolde virkelighed smed mig tilbage i nutiden.
Vi gik ud i den tidlige kulde. Luften havde den metalliske vinterduft - ren og ubarmhjertig, som om verden var blevet skrubbet for hårdt med ståluld. Laya rettede på sin rygsæk, som så komisk stor ud på hendes lille krop. Jeg lynede hendes puffede frakke op til hagen og undgik at se på skiltet over indgangen: FAMILIEHJEM.
Det var ikke ordet "hjem", der knuste mig. Det var ordet familie. Som om vi var en kategori af fiasko. Som om vi var en etiket på en kasse med uønskede ting.
"Okay," sagde jeg og tjekkede min telefon. "Skolebus om fem minutter."
Laya nikkede. Hun var robust på en stille måde, der fik mig til at føle mig både voldsomt stolt og overvældende skyldig. Så stillede hun det spørgsmål, jeg havde frygtet.
"Skal jeg stadig sige min adresse, når fru Cole spørger?"
Min mave knyttede sig til en hård knude.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
