Hvis jeg nogensinde fandt modet til at protestere, selv med den største høflighed, ville temperaturen i hendes øjne falde kraftigt. Hun ville læne sig ind, sænke stemmen til en teatralsk hvisken og sige: "Du skal træde meget forsigtigt, Jenna. Travis har stolet på mig siden den dag, han tog sit første åndedrag. Hvem tror du, han vil tro på?"
Den fredag morgen pressede Oklahomas fugtighed allerede tungt mod vinduesruderne. Jeg skyndte mig at gøre mig klar til min vagt i designfirmaet, da tre skarpe, staccato-rystede lyde fik badeværelsesdøren til at rasle.
"Jenna," Susans stemme drev gennem træet, stiv og stram. "Du bruger de gode gæstehåndklæder igen."
Jeg kneb øjnene i, en dråbe vand løb ned ad min hals. Gæstehåndklæderne. Tykke, ubrugelige firkanter af monogram-egyptisk bomuld, der tilsyneladende kun var beregnet til visuel tilbedelse.
"De hang allerede på hylden, Susan," råbte jeg tilbage, min stemme gav et let genlyd mod porcelænsfliserne. "Jeg antog, at de var fine at bruge. Jeg vasker dem i aften."
"Åbn døren," krævede hun.
Jeg burde have slugt min stolthed. Jeg burde have forholdt mig tavs, færdiggjort min makeup og smuttet ud ad bagdøren. Men mine nerver var flossede efter at have gået på æggeskaller i flere uger, og den rene absurditet i kravet fik noget tyndt og vitalt til at knække i mig.
"Jeg forhandler ikke om hierarkiet af badeværelseslinned før klokken otte om morgenen," snerrede jeg og trak min badekåbe tættere.
Da jeg låste døren op og trådte ud et minut senere, var atmosfæren i gangen blevet ustabil. Susans ansigt var blottet for sit sædvanlige rolige smil; hendes kæbe var låst, hendes øjne helt sorte i gangens svage lys.
"Tror du, du kan tale til mig med den slags uforskammethed under mit eget tag?" hvæsede hun og trådte ind i mit personlige rum.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
