Jeg krammede hende så hårdt, at en af arbejderne måtte trække mig af hende.
"Jeg finder dig," hviskede jeg igen og igen. "Jeg lover."
Hun råbte endda mit navn, da de satte mig i bilen.
Den stemme blev hos mig i årtier.
Min adoptivfamilie boede i en anden stat.
De var ikke grusomme.
De gav mig mad, tøj og min egen seng.
De kaldte mig heldig.
Men de kunne ikke lide at tale om min fortid.
"Du behøver ikke at tænke på børnehjemmet mere," sagde min adoptivmor. "Vi er din familie nu."
Så jeg lærte ikke at nævne Mia højt.
Men i mit sind forlod hun aldrig stedet.
Da jeg fyldte atten, tog jeg tilbage til børnehjemmet.
Nye medarbejdere.
Nye børn.
De samme smuldrende vægge.
Jeg gav mit gamle navn, mit nye navn, min søsters navn.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
