Lily nikkede langsomt og trak et krøllet stykke papir op af lommen. "Dette er vores hus," hviskede hun. På det var en rystende tegning – et blåt hus, et stort træ og tallet 44, tegnet med en usikker hånd.
"Jeg lagde det nummer i lommen, så jeg ikke ville glemme vejen tilbage," sagde hun.
Dr. Harris' hals snørede sig sammen. "Hvor længe gik du, Lily?"
Hun tænkte sig om et øjeblik. "Indtil solen bliver træt, og stjernerne kommer frem."
Senere samme eftermiddag fulgte konstabel Daniel Cole og kriminalbetjent James Rowe tegningen langs en grusvej uden for byen. De fandt den – et lille blåt hus med et beskadiget hegn, der stod ubevægeligt i lyset.
Indeni var alt stille. På køkkenbordet var tomme dåser med modermælkserstatning og vaskede sutteflasker pænt stablet til tørre. En håndskrevet fodringsoversigt hang på køleskabet: doser, tidspunkter og markeringer lavet af et barns hånd.
I rummet fandt de en bevidstløs, men levende kvinde – Anna Maren, 28.
Ved sengen: fugtige håndklæder, små skeer og halvt fulde glas vand.
"Hun forsøgte at holde sin familie i live," sagde Rowe stille.
"Nej," svarede betjent Cole med tung stemme. "Det er hans datter."
3. Sandheden bag tavsheden
På hospitalet gennemgik Dr. Harris Annas journaler. Alvorlig dehydrering, underernæring og komplikationer af ubehandlet fødselsdepression. Han kiggede på sygeplejerske Helen og sukkede. "Hvis den lille pige ikke havde givet hende vand, ville hun ikke være her."
Da Lily vågnede næste morgen, sad Helen ved hendes seng og smilede. "De fandt dit hjem, skat. Din mor er på et andet hospital nu. Lægerne hjælper hende med at vågne op."
"Sover hun stadig?" spurgte Lily stille.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
