Jeg kendte den kjole.
Min mors brudekjole.
Den hun havde på den dag hun forsvandt.
Mine hænder begyndte at ryste, da jeg rørte ved den. Jeg huskede hende snurre rundt foran spejlet et par uger før sit bryllup, grine og spekulere på, om det fik hende til at se for ung ud.
Jeg huskede de fine perler på overdelen – det samme mønster, jeg nu kunne mærke under mine fingre.
Jeg vendte mig mod kvinden, der stod for auktionen, en midaldrende kvinde med blide øjne og solbeskinnede hænder.
"Undskyld mig," sagde jeg med dirrende stemme. "Hvor har du fået denne kjole fra?"
Hun kiggede op. "Denne? Min mand fandt den i en papkasse, da vi ryddede op i et gammelt opbevaringsmøbel, vi købte på auktion. Han sagde, at de fleste af tingene var skrammel, men denne var for god til at smide væk."
Jeg slugte. "Ved du, hvem der ejede dette opbevaringsrum?"
Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg er ked af det. Vi har ikke mange oplysninger. Det stammer fra et dødsbosalg efter et dødsfald. Hvorfor? Er hun speciel?"
Min hals snørede sig sammen. "Det tilhørte min mor," mumlede jeg.
Kvinden virkede fortvivlet. "Åh Gud. Jeg anede det ikke."
Jeg betalte med det samme – efter at have hørt min historie, nægtede hun at betale mig. Jeg tog kjolen med hjem, mit hjerte hamrede, mine tanker løb. Det var surrealistisk – som at holde et spøgelse fra fortiden.
Den aften bredte jeg den ud på min seng. Stoffet var let gulnet af alder, men det var uden tvivl hendes. Jeg kørte mine fingre langs foret – og der fandt jeg den.
En lille kuvert, omhyggeligt syet fast i bunden.
Skrøbt, falmet, men stadig lukket. Mit navn var skrevet der i min mors håndskrift: *Til Lily.*
Mit hjerte holdt næsten op. Jeg sad der i lang tid.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
