Hun huskede Viktor i hans falmede T-shirt, da de talte byttepengene op til hans første seriøse forretning på byggepladserne.
Og nu, siddende foran hende, sad "byens herre", som troede, at hullet i hans sjæl kunne lappes med plastik.
"Vil du betale det af?" Lyudmila rørte ikke engang kortet.
"Bare tag den."
Dette er forsikring.
I tilfælde af at en mursten eller noget falder på dit hoved i morgen.
Lyudmila trak kortet frem og mærkede den skarpe kant klemme hendes håndflade.
Ikke af taknemmelighed – hun ville bare have, at manden forsvandt så hurtigt som muligt.
Kortet røg ned i det dybeste rum i hendes pung, bag gamle notesbøger og blikkenslageres visitkort.
Lyudmila svor: hun ville hellere sulte ihjel end at røre ved denne "gave".
To år slæbte sig afsted som tyggegummi.
Lyudmila byttede den rummelige lejlighed på Vasilyevsky-øen ud med en forfalden etværelseslejlighed i Kupchino.
På femte sal lugtede elevatoren altid af gammel plastik og mug, og fra vinduet kunne man kun se den grå sidevæg på nabopanelet.
Hun arbejdede i et arkiv.
Hendes løn var nok til grød, til at betale regninger og til sjældne små fornøjelser, som en simpel håndcreme.
Viktors kort lå i hendes pung som en stille bebrejdelse.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
