De første fire uger var både udmattende og magiske. Vores lejlighed blev en slagmark af bleer, flasker, vådservietter og legetøj. Vi levede i konstant træthed, med kaffe i hånden og afbrudte samtaler, men vi var taknemmelige for hvert minut. Om natten hviskede vi til babysitteren, som om vi var teenageelskere igen.
Megan sov næsten ikke, men hendes smil forsvandt aldrig. Vi tog billeder af hver eneste lille ting ved hende og stirrede på hende, som om vi ikke kunne tro, at hun virkelig var vores.
"Jeg kan ikke tro, at hun er vores," sagde Megan engang i mørket, mens hun vuggede Rhea.
"Det kan jeg," hviskede jeg. "Vi har ventet på hende i lang tid."
Så en nat kom jeg hjem, og luften ændrede sig. Der var en spænding, som jeg kunne mærke, selv før jeg så hende. Jeg lagde mine nøgler og ringede til Megan. Hun svarede ikke.
Jeg fandt hende i stuen, hvor hun stirrede tomt på tv'et, hendes øjne røde og hævede.
"Hvad er der galt? Hvor er Rhea?" spurgte jeg, men da hun vendte sig mod mig, vidste jeg straks, at der var sket noget meget slemt.
"Vi er ikke forældre længere!" råbte hun med hul stemme, der sugede al luften ud af rummet.
Beskeden kom fra agenturet: ifølge statsloven har den biologiske mor tredive dage til at trække sit samtykke tilbage. Melissa havde allerede kontaktet agenturet.
Hun ville have babyen tilbage – vores baby.
Megan sukkede, hendes stemme rystede, og hviskede: "Han prøver at sælge vores baby."
"Jeg ved det," sagde jeg og krammede hende. "Og nu har vi bevis."
Vi sov ikke den nat. Vi ringede,
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
