Den sorte limousine sænkede farten og stoppede ved kanten af det udendørs spillested. Den var poleret så blank, at den fungerede som et sort spejl, der reflekterede hele hotellets facade og forvandlede den til noget mørkt og uhyggeligt. Køretøjet var en ubuden gæst, en blækplet på en ren hvid side.
Musikken frøs. Cellisten sprang et slag over. Gæsterne hviskede og strakte hals, mens raslen af stof bevægede sig gennem mængden som en advarselsslanges hvæsen.
"Hvem er det?" hviskede nogen på forreste række. "Er det senatoren?"
"Måske en overraskelsesgæst fra brudens side?"
David kneb øjnene sammen og kneb øjnene sammen mod solen, forvirret. Hans hjerte bankede et enkelt, voldsomt slag mod ribbenene. Ingen forventede noget vigtigt i dag. Tidsplanen var stram. Sikkerheden var strammere.
Mængden blev stille, da chaufføren steg ud. Han var en ældre mand, ikke i hotelliveri, men i en chaufføruniform – pletfri, streng. Han gik rundt om bilen med en sådan alvor, at luften pludselig blev tung.
Han åbnede bagdøren.
Et øjeblik skete der ingenting. Mørket inde i bilen var absolut. Så dukkede en fod op. Et par enkle sorte hæle.
Emily kom frem.
Tiden var ikke kun gået langsommere; den syntes at splintres. David følte blodet løbe ud af sit ansigt, samle sig i hans ben og efterlod ham svimmel og vaklende.
Han burde have været knust. Det var den fortælling, han gav sig selv. Da han forlod hende for fem år siden, havde hun været udmattet, gravid og grædt i et lille køkken, der lugtede af kogt kål og fortvivlelse. Han huskede, hvordan hendes ansigt var plettet af tårer, hvor hun bad ham om at blive, bad ham om at være far. Han var gået ud og kaldte på ham som en kæde om hans hals.
Men kvinden, der stod ved limousinen, var ingen kæde. Hun var et monument.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
