"Jeg kan ikke leve i konstant sorg."
Mor græd ikke.
På en eller anden måde gjorde det endnu mere ondt.
"Og børnene?" spurgte jeg.
Hun kiggede på mig, som om jeg var urimelig.
"I er voksne nu."
"Det finder du nok ud af."
Så pakkede hun en taske.
Der var intet kram.
Der var intet løfte.
Der var ingen plan.
Døren lukkede sig, og noget i vores hus blev lukket for altid.
Så forsvandt hun.
Hun ringede ikke.
Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen.
Hun sendte ikke penge.
Hun skrev ikke til mig om behandlinger.
Intet.
Mor forsvandt langsomt.
Hendes stemme blev lavere.
Hendes fodtrin blev svagere.
Jeg sov i en stol ved siden af hendes hospitalsseng, mens Daniel blev hjemme med børnene.
En nat holdt hun min hånd.
"Lov mig noget," hviskede han.
"Jeg lover," sagde jeg uden at vide hvad endnu.
"Lad dem ikke tage dine børn fra dig."
"Hold dem sammen."
Daniel stod på den anden side.
"Vi gør det," sagde han.
"Jeg sværger."
Han smilede én gang – det var hans sidste smil.
Et par dage senere stod vi i retten.
Dommeren så udmattet ud.
Det gjorde vi også.
"Forstår I det ansvar, I tager på jer?" spurgte han.
Daniel nikkede.
"Ja."
"Mig også," sagde jeg.
Hammeren faldt.
Og med det, som attenårige, var vi ikke længere bare søskende, der havde mistet deres mor.
Vi blev forældre.
Årene der fulgte flød sammen – det føltes mindre som om tiden gik, mere som om vi konstant forsøgte at overleve.
Daniel og jeg tilmeldte os det lokale universitet, fordi det var den eneste realistiske mulighed.
Det var tæt på.
Fleksibelt.
Knap nok til at have råd til det.
Vi planlagde alt ved køkkenbordet om aftenen.
"Hvis jeg tager morgentimer, kan jeg tage børnene," sagde jeg.
"Okay," sagde Daniel.
"Så starter jeg tidligt på arbejde og er tilbage klokken tre."
"Og Liam har en tandlægetid på torsdag."
"Jeg bytter vagter."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
