"Jeg vil have, at du skal være bobestyrer."
Mine øjne blev store. "Vent, bedstefar ... det her er et kæmpe ansvar."
"Og jeg stoler på dig."
Det handlede ikke om pengene. Ikke rigtigt. Det handlede om, hvad det betød: at nogen endelig havde valgt mig. Ikke af skyld eller pligt, men af respekt.
"Jeg gør det," sagde jeg stille.
Han nikkede. "Og BMW'en?"
"Jeg vil ikke have den tilbage," sagde jeg. "Jeg vil bare have, at vi ikke behøver at lade som om, at Lucy ikke tog noget, der ikke var hendes."
"Du skal stå ansigt til ansigt med hende," sagde han. "Før end du tror."
Da vi kom ud af arbejdsværelset, kiggede alle op.
Min mors smil vaklede.
Jeg sagde ikke et ord. Bedstefar gjorde heller ikke.
Men hun lagde sin hånd på min skulder, og den fortalte mig alt.
To uger senere ringede min mor. Tre gange.
Jeg svarede ikke.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
