Telefonopkaldene var sjældne, korte og endte altid med, at hans mor sagde: "Vi har det fint, søn," selvom han vidste, at det ikke var sandt.
For at lette sin skyldfølelse gjorde han det, han var bedst til: kaste penge efter problemet.
Han sendte en halv million dollars til sin fætter Javier med en simpel instruktion: "Byg det bedste hus i landsbyen til dem. Lad dem få alt, hvad de behøver."
Den morgen, hvor en stor asiatisk aftale mislykkedes, befandt Sebastián sig pludselig med 48 timers fritid – en sjælden ting i hans kalkulerede liv.
Han kiggede ud af sit kontorvindue på de sneklædte Andesbjerge og følte noget mærkeligt – nostalgi, selvom han troede, det var kedsomhed.
Han ville se det hus, han havde bygget, se sine forældre leve i velstand.
Han fortalte det ikke til nogen – bare en pludselig beslutning.
Han medbragte ikke en chauffør eller en assistent.
Han satte sig ind i sin matsorte Mercedes G-Wagon, tastede adressen på sin hjemby ind i GPS'en og kørte sydpå – mod en fortid, han troede, han havde lagt bag sig.
**Stormen**
Motorvejen blev snart til snoede landeveje, derefter grusstier.
Den tørre himmel i Santiago blev mørkegrå, og snart begyndte det at regne – en vred, endeløs sydlig storm.
Mens regnen piskede mod forruden, strømmede minderne tilbage.
Lyden af det dryppende tag, duften af vådt træ, kulden fra gennemblødt tøj.
Han havde engang svoret, at han aldrig ville føle denne slags kulde igen.
Han smilede selvtilfreds.
Ikke igen, tænkte han.
Hans forældre måtte se regnen fra vinduerne i et varmt, nyt hus.
Han ville se, hvor langt han var kommet.
Men da han ankom til landsbyen, virkede alt mindre, gråere og fattigere, end han huskede.
De engang farverige træhuse var nu kedelige og slidte, gaderne fyldt med mudder.
Han drejede ind på den gamle gade, hvor han var vokset op – i håb om at se det nye, skinnende hus.
Der var intet nyt hus der.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
