Men det er ikke for sent."
Han tog sin telefon frem og ringede til et nummer.
Marina kiggede forvirret på ham.
"Jeg bestiller et bord til i morgen aften," forklarede han.
"Bare os to. Ingen telefoner, ingen distraktioner. Som i gamle dage."
For første gang den aften smilede Marina.
"Og børnene?"
"Jeg ringede til dine forældre tidligere.
De sagde, at de gerne ville tage dem med i weekenden."
Han løftede sit glas igen.
"Til os. Og til en ny chance."
Marina tog sit glas og klinkede med hans.
"For at være ærlig."
Efter de var færdige med at drikke, åbnede Andrei en skuffe og tog en kuvert ud.
"Hvad er det?" spurgte Marina.
"En kontrakt på et feriehus.
Jeg ville have, at det skulle være en fødselsdagsoverraskelse næste måned, men jeg tror, vi har holdt det hemmeligt længe nok."
Han smilede genert. "Jeg gemte det fra mine bonusser på arbejdet.
Jeg er ikke så organiseret med mapper som dig, men ... jeg ville skabe noget til os fire."
Marina åbnede kuverten med rystende hænder.
Det var et beskedent lille hus ved en sø, præcis den slags, de havde drømt om, da de var studerende.
"Andrei ..." "Det er lille, men det er vores.
Dit, mit, børnenes.
Ingen Lidia Petrescu kan tale der."
Marina lo gennem tårerne og krøb ind i hans arme.
Den aften talte de i timevis og løste knuderne mellem dem.
Og da Marina faldt i søvn i hans arme, svor Andrei aldrig at lade stilhed adskille dem igen.
Hvis du kunne lide historien, så glem ikke at dele den med dine venner!
Sammen kan vi føre følelserne og inspirationen videre.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
