— At han ville sælge lejligheden. Han påstod, at den var helt hans, og at du og din datter alligevel snart ville flytte ind.
Andreas kuglepen gled ud af hendes hånd. "Lejligheden ville være hendes alene?" Det er umuligt!
Hendes mobiltelefon ringede også.
— Hej mor, jeg er Réka — hendes stemme ringede træt. — Far ledte efter dig?
— Nej. Hvorfor?
— Han skrev, at han havde fundet en billigere lejlighed til os i Kertváros. Han sagde, at vi skulle bruge dig, fordi han ikke troede, vi havde brug for en treværelses lejlighed længere.
Andreas mave kneb sig sammen.
— Réka, vi flytter ingen steder. Han vil sælge lejligheden bag os?
— Seriøst? Er han blevet fuldstændig vanvittig?
— Jeg ser det også sådan. Vi købte den sammen!
— Men skødet står i hans navn, ikke?
Andrea tøvede. — Nej, Réka. Vi skrev det kun i hans. Så sagde han: "Lad os ikke betale unødvendige gebyrer, vi er familie." Og jeg, idioten… troede på det.
— Mor, hvad laver du nu?
— Ja, du gjorde mig vred! Jeg tager hjem!
— Nej, Réka, det er eksamenstid. Læsning, jeg skal nok klare det.
Pigen sukkede vantro.
— Det siger du altid! Så gør far, hvad han vil.
— Sådan bliver det ikke nu, — sagde Andrea så bestemt, at hun overraskede sig selv.
Hun ringede straks til Zoltán. Telefonen ringede længe, men ingen svarede. Endelig efterlod hun en besked: "Jeg ved noget om lejligheden. Enten snakker vi sammen nu, eller også mødes vi i retten." Der var intet svar.
Næste dag dukkede Zoltán op i lejligheden. Han var ubarberet, hans skjorte var krøllet, men hans gamle, overlegne udseende forblev uændret.
— Hvorfor gjorde du alle vrede? — spurgte han og trådte kraftigt ind.
— Er det sandt, at du vil sælge den? — Andrea kiggede ind i hans øjne.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
