Isolationen skete med den langsomme, usynlige krybning af sort skimmel. I løbet af de første par måneder forblev mine breve ubesvarede. Mine satellitopkald blev afbrudt eller aflyttet. Da det endelig lykkedes mig at få Margaret på linjen, dryppede hendes stemme af øvet, falsk moderlig bekymring. Elena hviler, Jaxson. Hendes hormoner gør hende utrolig ustabil. Lægen sagde ingen stress. Jeg håndterer det. Jeg fandt senere ud af, gennem min kones tårevædede bekendelser, præcis hvordan Margaret "håndterede" det. En måned efter min udsendelse havde Elena siddet ved vores køkkenbord og glædeligt skrevet et brev til mig om babyens første spark. Margaret var gledet ind i rummet, hendes parfume var ved at kvæles i det lille rum, og tilbød at sende det. I det øjeblik hoveddøren klikkede i, marcherede Margaret direkte til hjemmekontoret. Hun fyldte de fine, inderlige ord i den kraftige makulator og så papiret blive til konfetti. Han behøver ikke distraktioner fra en pige som dig, havde hun hvisket til det tomme rum.
Jeg var blind for det hele, begravet under vægten af kampoperationer, indtil kommunikationsafbrydelsen ophævedes, og vores enhed fik grønt lys til en tidlig, klassificeret tilbagevenden. Jeg stod på asfalten og ventede på at komme ombord på flyet hjem og tændte min civile telefon.
Der var kun én ny telefonsvarerbesked. Den var fra Elena.
Der var ingen stemme på optagelsen. Kun den skræmmende, ujævne lyd af overfladisk, panisk vejrtrækning. Så den tunge, metalliske KLING af en sikkerhedslås, der smækkede i i en forstærket ramme.
Og i baggrunden, med en uhyggelig, ekkoende grusomhed, min mors stemme: "Gå i seng, møgunge."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
