„Hr., jeg forstår, men han er her. Han bankede på hoveddørene. Nattevagten hørte ham og kaldte på mig. Hr. Merrill… Danny er barfodet. Han ryster. Han vil ikke fortælle os, hvad der skete. Han vil slet ikke tale. Og hans skjorte…“ Hun holdt en pause, en tung, ujævn stilhed. „Hans skjorte er dækket af noget rødt. Jeg tror ikke, det er blod, men jeg kan ikke være sikker. Han er skrækslagen.“
En kold kvalme, syrlig og uophørlig, snoede sig i min mave. Jeg var ikke længere bare James Merrill, forretningsmanden. Jeg var en far, hvis verden lige var brudt i brand. "Er han kommet til skade? Har du ringet til politiet?"
"Han ser ikke ud til at være fysisk skadet, men han er tydeligvis traumatiseret. Jeg ville gerne kontakte dig først. Jeg har forsøgt at nå din kone de sidste fyrre minutter. Hendes telefon går direkte til telefonsvarer."
"Pas på ham," hviskede jeg, min stemme lød, som om den tilhørte en fremmed. "Jeg ringer til hende nu."
Jeg ringede til Joselyn. Telefonsvarer. Jeg prøvede igen. Telefonsvarer. Hver ringning var et hammerslag mod mit hjerte. Jeg ringede til hendes bedste veninde, fitnesscentret hun ofte besøgte, hendes mor - intet andet end den hule summen af et frakoblet liv. Til sidst, ud af ren desperation, ringede jeg til min svigerfar, Leonard Klene.
Leonard svarede på første ring, hans stemme skarp, vågen og fuldstændig blottet for den varme, man forventer klokken 22:00. "James, hvad er der?"
"Leonard. Danny er på sin skole. Noget er sket. Han er traumatiseret, og jeg kan ikke få fat i Joselyn. Har du set hende? Ved du, hvad der foregår derhjemme?"
Der var en lang pause. For lang. En stilhed, der smagte af medvirken.
"Ikke mit ansvar, James," sagde Leonard, hans tone lige så flad som en gravsten.
Linjen døde.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
