Anna tog forsigtigt Liza i sine arme og holdt babyen tæt på hendes bøjede albue. Med den anden baby — Mitya — hjalp sygeplejersken.
To små pakker, to nye personer, som hun nu havde det fulde ansvar for. Tasken hang over hendes skulder, pusletasken under hendes højre albue.
— Er du sikker på, at du kan tage dem? — sygeplejersken tøvede stadig. — Skal jeg ringe efter en taxa?
— Nej, busstoppestedet er tæt på.
Tæt på. Knap en kilometer på en snedækket vej i februar, med to nyfødte og den stikkende smerte af sting ved hvert skridt. Men der var ingen til at bede om hjælp.
Og der var få penge til taxaen, knap nok til mælk og brød til slutningen af måneden.
Hendes skridt var små, forsigtige. Vinden blæste skarpe snefnug i hendes ansigt, posen blev trukket i hendes arme, hendes ryg gjorde ondt.
Alligevel kunne hun mærke varmen fra sine børn gennem det tynde svøb. Denne varme var bedre end noget tøj.
De måtte vente ved busstoppestedet. Forbipasserende skyndte sig afsted og skærmede sig for vinden. Ingen tilbød hjælp, kun nysgerrige blikke – en ung kvinde, alene, med to babyer. Da bussen ankom, hjalp en ældre passager hende med at komme på og tilbød hende en plads.
"Skal du hen til din mand?" spurgte kvinden.
"Ja," løj Anna og bøjede hovedet.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
