Han sad alene på smedejernsbænken, en usynlig mur af iskold stilhed adskilte ham fra verden.
Han havde en mørkegrå uldfrakke på, der må have kostet mere end min årsløn.
Hans sko var af skinnende læder, en skarp kontrast til det beskidte fortov.
Men det var ikke hans tøj, der fangede folks øjne; det var hans ansigt.
Hans kropsholdning var stiv, som en stram fjeder.
Hans ansigt var en maske af ren, ufiltreret vrede.
Hans pande var dybt rynket, hans blik fikseret på jorden, med en intensitet, der var næsten håndgribelig.
Folk trak faktisk deres hunde væk fra ham.
Løberne gik rundt om bænken i en bred bue.
Han udstrålede en energi, der skreg: "Kom ikke tættere på! Se ikke på mig!"
Jeg klemte Chloes hånd tættere og trak hende lidt tættere på vejen.
"Kom nu, min kære. Lad os gå. Det bliver koldere."
Men Chloe stoppede.
Hun satte sine små fødder på jorden og stirrede på ham.
"Far," hviskede hun.
"Den mand er ked af det."
"Ikke ked af det, lille pige. Han har ... travlt. Tænker. Lad os gå nu."
Jeg prøvede at trække mig forsigtigt væk, så hurtigere.
Jeg ville ikke have problemer.
Jeg havde ikke penge til problemer.
"Chloe! Nej!" hviskede jeg, da hendes lille hånd gled fra min.
—
**Kapitel 2: Mødet**
Panikken skød hed og skarp gennem mit bryst.
Hun ville ikke lytte til mig.
Hun gik direkte hen til bænken.
Jeg stoppede vejret.
Jeg så, lammet, på, mens min syge lille pige stod foran den truende fremmede.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
