Hun svingede kufferten én gang, to gange, og med et tredje sving kastede hun den i søen. Lyden af sammenstødet fløj gennem luften. Fugle lettede. Vand sprøjtede, og hun stod bare der og så kufferten flyde, før den begyndte at synke. Så løb hun – løb tilbage til bilen, som om djævelen selv jagtede hende.
Han startede motoren. Hjulene hvinede. Han kørte væk. Han forsvandt ned ad den samme vej og efterlod kun støv og stilhed bag sig.
Jeg frøs. Ti sekunder. Tyve. Tredive. Min hjerne forsøgte at bearbejde det, jeg lige havde set. Cynthia, kufferten, søen, desperationen i hendes bevægelser. Noget var frygtelig galt. En kuldegysning løb ned ad min rygsøjle trods varmen.
Mine ben begyndte at bevæge sig, før mine tanker kunne stoppe dem.
Jeg løb. Jeg løb, som om jeg ikke havde løbet i årevis. Mine knæ protesterede. Mit bryst brændte. Men jeg stoppede ikke. Jeg løb ned ad verandatrappen, gennem haven og ned ad stien. Mine sandaler sparkede støv op. Søen var omkring hundrede meter væk. Måske mindre, måske mere. Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg ved, er, at hvert sekund føltes som en evighed.
Da jeg nåede kysten, var jeg forpustet. Mit hjerte hamrede i brystet. Kufferten var der stadig, flød og sank langsomt. Min hud var gennemblødt, mørk og tung.
Uden at tænke over det, trådte jeg i vandet. Søen var kold, meget koldere end jeg havde forventet. Den nåede mine knæ, derefter min talje. Mudderet på bunden klæbede til mine fødder. Jeg var lige ved at miste min sandal. Jeg strakte mine arme ud. Jeg greb fat i et af kuffertens håndtag.
Jeg kastede den.
Den var utrolig tung, som om den var fyldt med sten – eller værre. Jeg ville ikke forestille mig, hvad der kunne være værre. Jeg trak hårdere. Mine hænder rystede. Vand plaskede ned i mit ansigt. Endelig gav kufferten efter. Jeg begyndte at trække den mod kysten.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
