Madame Vautrin tog en skefuld.
Bare en slurk.
Så spyttede hun straks suppen tilbage på fliserne.
"Den er for salt!" snerrede hun. "Prøver du at forgifte mig?"
Så kiggede hun op på mig med det smalle, giftige smil, hun reserverede til øjeblikke, hvor hun ville påføre dyb smerte.
"Ubrugeligt skrald," mumlede hun. "Ligesom din far."
Og så brød noget indeni mig sammen.
Ikke på grund af suppen.
Ikke på grund af fornærmelserne.
Ikke engang på grund af ydmygelsen.
Min far.
Min far, som havde slidt sig ned hele sit liv.
Min far, som havde undværet mad, så jeg kunne spise.
Min far, som havde elsket mig på alle de tavse måder, som folk som Damien og hans mor aldrig ville forstå.
"Tal ikke om min far sådan," hviskede jeg.
Min stemme bævede.
Ikke af frygt.
Fra den sidste smule værdighed, jeg havde tilbage.
Madame Vautrin skubbede sin stol så hårdt tilbage, at den skrabede fliserne med et skarpt bump.
Hendes ansigt ændrede sig.
Det kolde smil forsvandt.
I stedet var der noget voldsomt.
"Vover du at svare mig?" hvæsede hun.
Så skubbede hun mig.
Næppe.
Jeg havde ingen chance for at fange mig selv.
Jeg vaklede bagover, og kanten af granitbordpladen ramte min mave med en så uudholdelig kraft, at luften forlod mine lunger med det samme.
Smerten eksploderede i hele min krop.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
