“Jeg vil lave sandwich til frokost. Køb den gode slags. Den barberede kalkun, ikke den der tykke, mærkelige ting, du altid tager med hjem.”
“Jeg har det, jeg har det,” sagde jeg med en stille latter og bøjede mig ned for at kysse hendes pande. “Barberede kalkun. Ost. Noget andet?”
“Mmmm … syltede agurker.”
Og det var det.
Bare en stille lørdag morgen. Kaffe, morgenmad og dagligvarer.
Jessica ville sove længe, og jeg havde ikke noget imod at spille rollen som budbringer. Jeg tog et par jeans og en sweatshirt på, greb mine nøgler og gik ud.
Supermarkedet var præcis det samme som altid.
Jeg greb en kurv og gik gennem gangene næsten på autopilot – brød, kalkun, ost, syltede agurker. Da jeg passerede morgenmadsafdelingen, huskede jeg pludselig, at vi var løbet tør for kaffefiltre, så jeg vendte mig om. Jeg besluttede mig for at tage chips og gik endelig hen til kassen.
Det var da, jeg hørte det.
En lille stemme skar gennem den velkendte summen fra scannere og raslende indkøbsposer.
“Mor, se! Den mand ligner præcis far!”
Jeg frøs til.
Børn siger tilfældige ting hele tiden, men noget ved sikkerheden i hans stemme fik ordene til at ramme anderledes. Langsomt vendte jeg mig om.
Bag mig stod en kvinde og en ung dreng, måske syv år gammel.
Drengen stirrede på mig med store, nysgerrige øjne.
Men kvinden – hele hendes krop blev stiv.
Hendes ansigt forsvandt, som om hun lige havde set et spøgelse. Glasset med syltede agurker i hendes hænder gled fra hendes fingre og styrtede ned på gulvet og splintredes øjeblikkeligt. Lage og glas sprøjtede overalt.
Hun spjættede sig ikke engang.
Hun stirrede bare på mig.
Så, langsomt og rystende, trådte hun frem.
“Lewis…?” hviskede hun. “Er det virkelig dig?”
Min puls steg.
“Undskyld,” sagde jeg forvirret. “Kender jeg – kender jeg dig?”
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
