"Kom med mig," sagde jeg blidt. "Jeg har en idé. En god idé."
Hun tøvede – så nikkede hun.
Jeg lagde min hånd blidt på hendes skulder og førte hende ned ad baggangen, gennem skabene, mod opbevaringsrummet bag kunstrummet.
Lyset flimrede op og ned et øjeblik, og tændte det så.
Luften lugtede af gammelt kridt og papmaling.
Jeg tog to ruller toiletpapir fra hylden over vasken.
"Hvad er det her?" spurgte Ellie med vidtåbne øjne.
"Til dit kostume," smilede jeg. "Vi skal lave det bedste kostume i skolen."
"Men jeg har ikke et, hr. B," sagde han sagte.
"Det har jeg nu," svarede jeg og faldt ned på knæ, så jeg var i hans øjenhøjde.
Smerten var der stadig – frisk og rå – men under den så jeg et glimt af håb, lille, men klart.
"Okay," sagde jeg og trækkede det første ark af. "Armene op, Ellie!"
Jeg løftede hende langsomt op og begyndte at vikle toiletpapiret om hende – forsigtigt og præcist.
Først hendes talje, så hendes skuldre, arme og ben.
Mit hjerte knuste for hende.
Jeg vidste, hvor grusomme børn kunne være – og hvor længe deres ord ville vare.
Jeg lod lagene være løse nok, så hun kunne bevæge sig, men stramme nok, så de ville blive på plads.
Med få sekunders mellemrum holdt jeg en pause.
"Har du det godt?" spurgte jeg.
Ellie nikkede med vidtåbne øjne, og et smil begyndte at brede sig i læbevigene.
"Åh, det her bliver fantastisk!" sagde jeg. "Vidste du, at mumier var de mest magtfulde væsener i egyptisk mytologi?"
"Virkelig?" hviskede hun.
"Åh ja, frøken," sagde jeg og rørte blidt hendes skulder med skriftrullen. "Folk troede, de var magiske – beskyttere."
Hun smilede – for første gang den dag.
Jeg tog en rød tuschpen op af lommen.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
