Mit hjerte hamrede – jeg troede, at politiet var her igen for at distrahere mig.
Men i stedet stod en mand i jakkesæt udenfor med papirer i hånden.
"Er du Colton?" spurgte han.
"Ja," svarede jeg forsigtigt.
"Jeg er Daniel. Jeg er advokat. Jeg repræsenterer Walter. Han døde i går aftes og efterlod dig noget."
Jeg rystede forvirret på hovedet.
"Du må tage fejl. Jeg kender ingen Walters."
Daniel trak et fotografi frem.
Det var den samme mand fra tankstationen.
"Han beskrev dig perfekt," forklarede Daniel.
"Walter var administrerende direktør for WH Industries, et milliardfirma. I sit testamente testamenterede han alt til dig."
Jeg lo nervøst.
"Det er umuligt. Jeg bor i en varevogn med tre børn. Folk som mig arver ikke den slags firmaer."
Men Daniel lavede ikke sjov.
Han viste os officielle dokumenter, underskrevet og forseglet.
Inden for en time havde han os i et palæ, der var større end noget hotel, vi nogensinde havde set.
Det var første gang i årevis, at jeg havde set mine børn spise godt.
Lily græd, da hun så sin egen seng med rene lagner.
Jace blev ved med at spørge, om det var virkeligt.
Noah lo, mens han løb ned ad de lange gange.
Deres glæde fyldte huset højere end nogen luksus.
Drengens vrede.
Det var da jeg mødte Preston, Walters eneste søn.
Han var dukket op lige efter begravelsen med øjnene fyldt med raseri.
"Synes du, du fortjener det her?" — Walter spyttede i sit arbejdsværelse.
"Min far vidste ikke, hvad han lavede."
"Jeg har aldrig bedt om noget," svarede jeg.
"Jeg hjalp ham bare med at hente vand."
"Så giv det tilbage," hvæsede Preston.
"Underskriv alt til mig, ellers vil du fortryde nogensinde at have mødt ham."
Først troede jeg, det var smerte, der talte.
Men så begyndte truslerne.
En sten smadrede forruden, mens mine børn spiste morgenmad.
Vores bil var blevet ridset, dækkene var blevet skåret i stykker, og en truende seddel var blevet fundet.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
