"Nej, kammerat," hviskede jeg og løftede ham højere op på min hofte. "Tænk ikke engang på det."
Min søn blinkede til mig med sine store brune øjne og foregav uskyld.
"Men de er sure orme, mor," sagde han og rynkede panden.
Jeg sukkede. Det var en af de aftener, den slags der kommer langsomt og hårdt, hvor man både er udmattet og ængstelig. Den slags hvor ryggen gør ondt af at løfte mere end man burde, og hovedet summer af koffein og bekymringer.
Jeg ville give min søn fuldstændig frihed i butikken. Hvis det var op til mig, ville jeg have ladet ham løbe ned ad slikhylden og købe hvad som helst, men virkeligheden var, at vi måtte vente i 48 opslidende timer på vores lønseddel, og mit betalingskort havde allerede sukket dramatisk på tankstationen.
Jeg gav Owen et blik, der sagde: "Ikke i dag," og han lo sagte og sænkede hånden.
"Næste gang, lover jeg," sagde jeg, usikker på, om jeg henvendte mig til ham eller mig selv.
En ældre kvinde, der så ud til at være i halvfjerdserne, stod foran os. Hendes hår var trukket tilbage i en løs knold, sølvhår viklet om ørerne. Hun havde en lysegrøn cardigan på, der så slidt ud, med albuerne spredt ud efter mange års brug.
Hendes indkøbsvogn var ikke helt pakket, kun de allermest nødvendige ting, jeg kendte godt: brød, mælk, et par dåser suppe, en pose kartofler og en lille æbletærte. Det var den slags æbletærte med en sukkerskorpe, der mindede mig om efteråret og min bedstemors køkken.
Hun stirrede intenst på skærmen og scannede hver eneste vare, hendes læber bevægede sig let, som om hun talte i en hvisken. Jeg kunne se spændingen i hendes skuldre og den beslutsomme måde, hun greb fat i sin taske på.
Da det samlede beløb kom op, tøvede han. Det var ikke en lang pause, men nok til at stemningen ændrede sig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
