Da jeg drejede ind på en af mine sædvanlige gader og nynnede med på radioen, så jeg den: en klapvogn stående midt på fortovet. Ikke i nærheden af et hus, ikke ved en bil – bare forladt. Min mave sænkede sig.
Jeg smækkede lastbilen ind i parken, med blinkende advarselslamper og kørte over. To bittesmå babyer. Tvillingepiger. Måske seks måneder gamle. Krøllet sammen under uensartede tæpper, kinderne lyserøde af kulden. De trak vejret – jeg kunne se små pust af luft.
Jeg kiggede op og ned ad gaden. Ingen forældre. Ingen dør, der åbnede sig. Ingen, der råbte.
“Hej, skat,” hviskede jeg. “Hvor er jeres mor?”
En af dem åbnede øjnene og kiggede lige på mig. Jeg tjekkede pusletasken – en halv dåse modermælkserstatning, et par bleer. Ingen seddel. Intet ID. Intet. Mine hænder rystede, da jeg ringede 112.
“Hej, jeg er på min skraldebane,” sagde jeg med rystende stemme. “Der er en klapvogn med to babyer. De er alene. Det er iskoldt.”
Klagelederens tone ændrede sig øjeblikkeligt. “Bliv hos dem. Politiet og børnepasseren er på vej. Trækker de vejret?”
“Ja,” sagde jeg. “Men de er så små. Jeg ved ikke, hvor længe de har været her.”
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
