"Fru Delcourt, jeg havde en scooterulykke. Jeg er på skadestuen. Jeg kan ikke komme ind i dag eller i morgen. Jeg beklager."
Jeg læste beskeden tre gange.
Der var ingen støj i lejligheden.
Mathieu var i Lyon til en vigtig høring. Han ville ikke være tilbage før næste morgen.
Så jeg kiggede ned ad gangen.
Døren for enden.
Det forbudte rum.
En knude dannede sig i min mave.
Jeg bankede sagte på.
"Hr. Delcourt?"
Intet svar.
Jeg bankede på igen.
Intet.
Så jeg åbnede døren.
Lugten ramte mig først.
Tung. Menneskelig. Ydmygende.
Lugten af et rum, der var for lukket, af en forladt krop trods de fine lagner, trods de antikke møbler, trods de linnedgardiner, Mathieu havde valgt, som om skønhed kunne skjule lidelse.
Hr. Armand Delcourt lå på hospitalssengen.
Han rørte sig ikke.
Han havde ikke talt siden sit slagtilfælde.
Men hans øjne…
Hans øjne skreg.
De skreg en træthed, ingen havde hørt.
De skreg også noget andet.
En enorm skam.
Jeg stod stivnet i døråbningen.
Mathieu's løfte genlød i mit hoved.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
