Men den næste dag kom der et nyt opkald. Så et til. Hver gang med en ny, stærkere grund.
Fredag aften, under middagen, ringede Leons telefon. Han kiggede på Eliza med anger.
— Ja, mor… Nej, han sagde ikke… Okay, jeg giver den til dig…
— Nå? — spurgte Eliza roligt, selvom hun sydede indeni.
— Han siger, du ignorerer ham. Han er fornærmet.
— Jeg ignorerer ham ikke, — sukkede Eliza. — Jeg arbejder! Ny stilling, jeg er hjemme klokken ni. Hvornår skal jeg gå "til te"?
— Han vil bare snakke. Har du lyst til at gå til ham et stykke tid i morgen? Jeg tager dig med.
Eliza tog en dyb indånding.
— Okay. Men kun i et kort øjeblik — jeg får en manicure, og så mødes jeg med Laura.
— Tak. Han bliver meget glad.
"Hvorfor blev han pludselig så opmærksom?" — tænkte Eliza. Svaret blev hurtigt klart.
Jeanettes lejlighed mødte hende med en duft af vanilje og kanel — tærten var færdig, dog ikke den, hun "lovede".
— Kom, min kære! — sagde kvinden begejstret.
Eliza sendte et anstrengt smil. Stuen var som et museum fra 80'erne: tunge møbler, broderede duge, mørkt træ.
På sofabordet lå papirer og en lommeregner – usædvanlige rekvisitter til en "teselskab".
— Du ser fantastisk ud! — roste hendes svigermor. — Den nye stilling passer dig rigtig godt.
— Tak. Nævnte Leon, at han ville tale om noget?
— Åh, intet hastende… Lad os først drikke te.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
