Emily slugte hårdt, men hun smilede alligevel. Hun havde lært det smil – det, der skjuler panik og forvandler frygt til trøst.
— Snart, skat. Bare lidt længere.
Men sandheden var grusom. Bussen var ikke kommet. Ikke i går, ikke dagen før. Og kvinden på gæstehuset – som havde smilet venligt og sagt: "Bare vent her, de kommer altid" – solgte håb, som om det var en rigtig billet.
Så brød endnu en lyd stilheden.
Ikke rumlen fra en gammel varevogn, men den lave, bløde rumlen fra en luksusbil.
En sort sedan kørte ind på kantstenen og sparkede en støvsky op omkring hjulene. Emily hostede og trak instinktivt Sophia foran sig, mens vinduet rullede ned.
En mand i et perfekt strøget mørkt jakkesæt kiggede på dem – ikke med medlidenhed, ikke med arrogance, men med opmærksomhed ... og med en stille bekymring.
"Har I brug for hjælp?" spurgte han roligt.
Emily tog et lille skridt tilbage og trak børnene tættere på.
"Tak, hr. Vi venter på bussen."
Manden kiggede ned ad den øde vej, derefter ned på bagagen og så tilbage på dem.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
