"Kan jeg møde dem?" spurgte hun stille.
Et par uger senere var hun ved at underskrive papirerne. Da socialrådgiveren blidt forsøgte at forklare, at det var et stort ansvar, at det måske var værd at tage et eller to, smilede Rosemary bare og sagde:
"Nej. Det er enten dem alle eller ingen af dem. De har hørt 'nej' alt for mange gange."
Sådan begyndte et nyt liv i et lille, gammelt hus i udkanten af byen. Drengene – Henry, Kenneth, Samuel, Divine og Michael – var fra syv til tretten. Hver især forskellig, hver med mere bagage, end noget barn burde have.
De første par måneder var svære. Skrig, tårer, stille oprør. Rosemary låste sig ofte inde på badeværelset og græd stille, så de ikke ville se. Men om morgenen kom hun altid ud med et smil.
Hun bagte pandekager til dem, rettede deres tæpper og gentog:
"I er mine drenge. Slut på diskussionen."
Hun arbejdede fra morgen til aften – i skolen, derefter underviste hun, og om aftenen syede hun gardiner og tøj for at få enderne til at mødes. Men hun klagede aldrig.
Huset duftede af suppe og frisk brød, og om søndagen var der altid en film og popcorn.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
