Hans skjorte var revet i stykker og hang løst på hans tynde krop.
Hans mørke hår var filtret ind i sved og snavs.
Men det var hans øjne, der fik Robert til at stoppe.
Dybbrunt. Skarpt. Fyldt med frygt – og stædig beslutsomhed. Udseendet af en, der vidste, at han overskred en grænse, men som alligevel var nødt til at gøre det.
Robert Mitchell var otteoghalvtreds år gammel, en mand, der havde bygget et milliardstort byggeriimperium ud af ingenting. Luksuriøse højhuse i New York. Kommercielle tårne i Chicago. Overdådige resorts i Miami. Hans navn var indgraveret i skylines over hele landet.
Folk beundrede ham ikke.
De frygtede ham.
Venlighed var ikke et ord, der ofte blev forbundet med Robert Mitchell.
Den tirsdag eftermiddag havde han siddet ved det bedste bord i restauranten med sine forretningspartnere, Thomas Reed og Mark Sullivan, dybt optaget af forhandlinger om en kontrakt til halvtreds millioner dollars. På hans venstre håndled glimtede det ur, han altid bar – et massivt guld Patek Philippe med en mørkeblå urskive, hvis specialgraveringer fangede lyset selv under restaurantens bløde skær.
Et ur, der var mere værd end de fleste huse.
Et ur, der skulle være unikt.
Eller rettere sagt – et af tre.
Robert vidste det med absolut sikkerhed, fordi han selv havde bestilt alle tre ure 22 år tidligere, i et kapitel af sit liv, han desperat forsøgte at glemme.
Det ene ur hvilede på hans håndled.
Det andet lå urørt i et fløjlsetui inde i et pengeskab i hans palæ på Upper East Side.
Og det tredje…
Det tredje var forsvundet sammen med sin søn, Michael.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
