Hans svar var flydende, velkendt – hjemligt.
"Tak. Jeg har prøvet et stykke tid. Jeg er her for at se min søn. Jeg har ikke en aftale."
"Hvad hedder din søn?" spurgte Catherine, klar til at gribe ind.
Manden tøvede – stolthed og bekymring stødte sammen i ham.
"Michael. Michael Hartwell."
Catherine blinkede.
Administrerende direktør.
Hjørnekontoret.
Indskriften med den utilgængelige kalender.
Han slugte tungt.
"Sæt dig venligst ned. Jeg ringer til dem."
Patricia, administrerende direktørs sekretær, lyttede køligt og afmålt.
"Din far?" gentog hun.
"Ja," sagde Catherine. "Han er i telefonen. Han venter nedenunder."
"Jeg tjekker," sagde Patricia. "Bliv i lobbyen."
Tyve minutter gik. Næsten tredive.
Manden – Robert, præsenterede han sig selv – fortalte Catherine om arkitektur, om hvordan det var at tegne bybilleder i hånden, før software tog over.
Han talte om en kvinde, der underviste døve børn, og en dreng, der overgik alle forventninger.
"Har han bygget dette?" spurgte Robert og kiggede på de skinnende stålelevatorer.
"Ja," svarede Catherine. "Alle respekterer ham."
Roberts smil var præget af stolthed og et strejf af tristhed.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
