En tre-etagers lejlighedsbygning var brændt ned. Heldigvis døde ingen, fordi nogen havde evakueret to personer gennem bagudgangen, før ambulancen ankom. Ingen fortalte ham, hvem det var.
Så rejste en pige i en læderjakke sig. Fem minutter tidligere havde hun rullet med øjnene ad ham, men nu kom hun hen og satte sig over for ham, som om hun havde kendt ham hele sit liv.
"Hej," sagde hun og tog sin pung frem. "Lad mig købe morgenmad til dig."
Han blinkede langsomt, som om han ikke havde hørt hende rigtigt. Så nikkede han.
Tjeneren var usikker, men han tog imod bestillingen: pandekager, røræg, kaffe – alt det, manden ikke havde bedt om.
"Hvad hedder du?" spurgte pigen.
Han tøvede.
"Artjom."
Måden hun sagde det på – direkte, stille – det kunne have lydt som en opspind, men der var en træthed i hendes stemme, der ikke lød som en løgn.
Pigen smilede dog.
"Jeg er Kira."
Hun smilede ikke tilbage, hun nikkede bare langsomt.
Hun fortsatte med at stirre på sine hænder, som om hun genkaldte sig et forfærdeligt minde.
"Jeg så nyhederne i morges," sagde Kira. "De sagde, at nogen havde reddet to personer gennem en bagtrappe, der skulle være låst."
"Ja," sagde hun og kiggede stadig på sine håndflader. "Den var ikke låst. Ikke helt. Der var bare en masse røg. Folk bliver bange af røg."
"Mener du, det var dig?"
Hun trak på skuldrene.
"Jeg var der."
Kira så på hende.
"Boede du der?"
Hun kiggede på hende. Ikke med vrede, bare træthed.
"Ikke rigtigt. Jeg stoppede lige ved en tom lejlighed. Jeg skulle ikke være der.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
