Med rystende hænder tog jeg et par kolde pommes frites og prøvede ikke at græde. Så et næsten tørt stykke kød. Jeg tyggede den langsomt, som om det var verdens sidste bid.
Lige da jeg begyndte at falde til ro, ramte en dyb stemme mig som et slag i ansigtet:
"Hey. Det kan du ikke."
Jeg frøs til. Jeg slugte og kiggede ned.
Han var en høj mand, upåklageligt klædt i et mørkt jakkesæt. Hans sko glimtede som spejle, hans slips perfekt placeret over hans hvide skjorte. Han var ikke tjener. Han lignede heller ikke en almindelig kunde.
"Jeg... undskyld, hr.," stammede jeg og følte mit ansigt brænde. "Jeg var bare sulten..."
Jeg prøvede at stikke kartoffelstykket i lommen, som om det ville redde mig fra ydmygelse. Han sagde ikke noget. Han stirrede bare på mig, som om han ikke var sikker på, om han skulle være vred eller sympatisk.
"Kom med mig," sagde han endelig.
Jeg tog et skridt tilbage.
"Jeg vil ikke stjæle noget," tryglede jeg. "Lad mig bare blive færdig, så går jeg. Jeg sværger, jeg ikke laver en scene."
Jeg følte mig så lille, så knust, så usynlig. Som om jeg ikke hørte til. Som om jeg bare var en irriterende skygge.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
