To år senere forsvandt sygdommen. Liza blev stærkere, voksede op, blev smuk. Lægerne rystede bare på hovedet: et sandt mirakel.
Og jeg vidste det – miraklets navn var Luna.
Hver aften tog vi tre – mig, Liza og Luna – til stranden.
Liza samlede muslingeskaller, fortalte historier om skolen, Luna løb i bølgerne.
Forbipasserende var forbløffede:
— Sikke en sød hund! Han er som en engel.
Liza vidste det: denne engel reddede hende. Da Luna tog afsted, fortsatte Liza med at redde hunde på vores internat og lærte at elske og give.
Besøgt 940 gange, 1 besøg i dag
Bedøm artiklen
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
