"Fremragende," sagde jeg, mens jeg gik op ad den store trappe. "Sebastian, skift min betegnelse på gæstelisten. Jeg skal ikke være Julian Thorns kone."
"Hvordan skal jeg liste dig?"
Jeg trådte ind på mit soveværelse. Jeg kiggede på billedet på natbordet – et billede af Julian og mig fra fem år siden, før pengene, før Forbes-forsiderne. Han kiggede på mig med beundring dengang. Nu var jeg bare en rekvisit, han var vokset fra.
Jeg gik ind i walk-in closet, skubbede rækken af beskedne blomstrede kjoler, som Julian foretrak at bære, til side og trykkede på et skjult panel i mahognivæggen. Det gled op med en pneumatisk susen og afslørede et klimakontrolleret, sikkert rum fyldt med haute couture, diamantsæt til en værdi af en lille nations BNP og de virkelige gerninger til imperiet.
"Sæt mig på listen som præsident," hviskede jeg ind i telefonen, et farligt smil rørte mine læber. "Det er på tide, at Julian møder sin chef."
Vanguard Gala blev afholdt på Metropolitan Museum of Art, et sted, der skreg gamle penge og ny magt. Trappen var draperet i karmosinrødt tæppe, flankeret af fløjlsreb og en legion af paparazzi, hvis kameraglimt eksploderede som stroboskopiske lyn.
Jeg så live-feedet fra bagsædet af min limousine, der var parkeret to blokke væk i skyggerne.
Jeg så Julians sorte Mercedes Maybach køre ind. Han trådte ud og så pletfri ud i en Tom Ford-smoking – en smoking, jeg havde godkendt ordren på. Men kameraerne dvælede ikke ved ham. De fokuserede straks på kvinden på hans arm.
Isabella Ricci.
Hun var fantastisk, det skal jeg give hende ret i. En tidligere catwalkmodel, der blev "brandambassadør", iført en glitrende sølvkjole med slidser.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
