"Vores datter har grædt uafbrudt i dagevis. Vi kan ikke berolige hende. Hun bliver ved med at sige, at hun har noget, hun skal tilstå til politiet.
Hun vil ikke spise, hun vil ikke sove, og hun vil ikke sige meget mere.
Jeg ved, det lyder latterligt, og det er virkelig pinligt for mig ... men måske kunne en politibetjent give hende lidt tid?"
En gruppeleder, der stod i nærheden, overhørte samtalen og gik hen.
Han bøjede sig ned for at komme i øjenhøjde med barnet.
"Jeg har et par minutter," sagde han blidt. "Hvordan kan jeg hjælpe dig?"
Faderen kiggede lettet på hende. "Tak. Skat, det her er en politibetjent. Du kan fortælle ham det nu."
Den lille pige kiggede omhyggeligt på uniformen og snøftede.
"Er du virkelig politibetjent?" spurgte hun gennem tårerne.
"Ja," smilede han venligt. "Ser du min uniform? Det kan man se på den."
Hun nikkede, tog en rystende indånding og hviskede:
"Jeg ... begik en forbrydelse."
Politimanden forblev rolig. "Okay. Du kan fortælle mig det. Jeg lytter til dig."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
