Men to år sivede forbi, og Sarahs håb begyndte at falme for hver sæson, der gik. Hun søgte lægers råd, men fandt intet bekymrende. Edward fornemmede hendes sorg og forsøgte at løfte hendes humør – lange gåture gennem Hyde Park, kærlige gestus, blide ord – men Sarah blev mere tilbagetrukket, hendes smil sjældnere end sollys i en engelsk vinter. Tolv lange år listede forbi. Fylden af familielykke altid lige uden for rækkevidde.
En strålende julieftermiddag, mens Edward var på kontoret, vandrede Sarah alene ned ad de mosklædte gyder i sit kvarter. Hun slentrede langsomt – med bøjet hoved og drev ind i sine egne tanker midt i sommerens dis.
Og pludselig – som en stemme, der gav genlyd gennem tågen, hørte hun:
"Undskyld, er du min mor?"
Sarah stoppede, som om hun var blevet ramt af lynet. En lille dreng, ikke ældre end tre år, stod bag en gammel jernport, knugede de sorte tremmer med små hænder og stirrede på hende med håbefulde øjne.
Verden syntes at vippe. Sarah kom usikker nærmere, og latteren fra fjerne børn boblede fra haven bag portene på St. Agness Home for Children, indså hun, og dets stenmure var stribet af sollys.
Målløs kiggede hun ind i drengens alvorlige ansigt og ledte efter de rigtige ord. Hun fornemmede, at øjeblikket rummede en mærkelig, glitrende mulighed. Efter en pause spurgte hun blidt:
"Kan du huske din mor? Hvordan er hun?"
Han rystede på hovedet. "Nej, jeg har aldrig set hende. Jeg står her, fordi hun måske genkender mig, hvis hun går forbi."
"Ja, jeg tror, du har ret," svarede Sarah, hendes hjerte varmt af håb om chancen for at blive den mor, han ventede på.
"Hvad hedder du?" spurgte hun.
"Harry," sagde drengen genert, men med strålende øjne.
Sarahs beslutsomhed fandt fodfæste. Hun vidste, lige så sikkert som regn falder på Londons gader, at hun ville gøre alt, hvad hun kunne, for at bringe denne dreng hjem. Skæbnen selv syntes at have ført hende til dette udsmykkede gamle hegn.
"Jeg fik engang en lille dreng for år tilbage," sagde Sarah sagte til ham, "men jeg mistede ham. Han hed også Harry, og jeg leder stadig efter ham. Måske er det dig, jeg leder efter?"
Harrys ansigt lyste op, og hans grin syntes at fylde himlen. Han råbte af glæde:
"Ja! Du er min mor! Det er dig, jeg vidste det!"
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
