Eleanor hilste på ham fra sin kørestol, elegant klædt, selvom hendes øjne var trætte. “Så, Doktor Caleb,” sagde hun med en let drilleri, “hvad er planen?”
Caleb smilede genert. “Vi starter i det små. Du har siddet for længe, så dine muskler er svage. Vi vil arbejde med at strække ud og trække vejret først.”
Til alles overraskelse var Eleanor enig.
De første sessioner var akavede. Calebs hænder rystede, da han blidt rettede hendes ben og hjalp hende med at strække sig. Eleanor krummede sig af smerte mere end én gang og var lige ved at sige til ham, at han skulle stoppe. Men Calebs rolige beslutsomhed holdt hende i gang.
Dag efter dag blev øvelserne en del af hendes rutine. Caleb forklarede, hvordan nerverne langsomt kunne regenerere sig, hvordan fokus og tålmodighed betød noget, hvordan håb i sig selv kunne være en form for medicin. Han talte ikke som et barn – han talte som en, der havde lært livet gennem modgang.
En eftermiddag, efter ugers anstrengelse, lykkedes det Eleanor at bevæge sine tæer en smule. Hendes øjne fyldtes med tårer. “Så du det?” hviskede hun.
Calebs ansigt lyste op. “Ja, frue! De gør det!”
Den lille bevægelse blev deres vendepunkt. Rygtet om Eleanors fremskridt spredte sig blandt personalet i husholdningen, og selv hendes læger var forvirrede. “Det er umuligt,” sagde en læge. “Ingen medicinsk behandling kan genoprette hendes ben.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
