Men babyen gav aldrig op.
Hver dag tjekkede sygeplejerskerne hjerterytmen.
Stærk.
Rolig.
Næsten trodsig.
"Han kæmper," mumlede en sygeplejerske engang.
"Ligesom sin mor."
Uden for hospitalet skiftede årstiderne.
Og ved indgangen, under en markise plettet af regn og tid, boede en lille dreng ved navn Noah.
Ingen vidste præcis, hvor gammel han var.
Måske seks.
Måske syv.
Hans negle var beskidte, hans tøj passede ikke helt, og hans øjne iagttog alt i lydløshed.
Han sov, hvor han kunne – nær nødudgangen, bag cafeteriets skraldespande, hvor han holdt sig varm.
Personalet kendte ham.
"Hej, Røde Hænder," råbte en vagt.
"Noah," svarede han alvorligt.
Han elskede hospitalet.
Folkene der talte sagte.
Nogle gange gav de ham suppe.
Nogle gange brød.
Og nogle gange så han bare på.
En eftermiddag, da han vandrede ned ad gangen for at undslippe kulden, stoppede Noah uden for værelse 417.
Døren var en smule åben.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
