I ugevis havde hun båret vand fra byens brønd, næsten en halv time væk. Ana ledsagede hende med en lille dunk, stolt over at kunne hjælpe. Rosa sov i skyggen, mens varmen blev uudholdelig. Teresa plantede bønner, majs og squash; hun brugte sine sidste pesos på frø, som en der køber håb. Hun vandede og ventede. Men spirerne blev svagere og døde hurtigt, som om jorden havde afvist dem.
Mumlen i landsbyen voksede.
"Stakkels piger."
"Den kvinde er stædig."
Teresa hørte alt, men hver gang hun så sine døtre lege, huskede hun, hvorfor hun var der: Fordi de ikke kunne vokse op med at tro, at verden traf beslutninger for kvinder.
En nat, med sin krop knust, bad Teresa med stille stemme:
"Gud, jeg ved ikke, om jeg gjorde det rigtige, men mine døtre har brug for mig. Hvis der er en velsignelse i dette land, så vis mig, hvor den er."
Næste dag traf han en beslutning, der var både desperat og modig.
Hvis overfladen ikke var nok, ville jeg have gravet dybere.
Han valgte et stykke jord og begyndte at grave et stort hul. Hver skovl var en kamp mod jorden. Naboerne hånede ham.
"Han graver sin egen grav."
Teresa svarede ikke. Hun gravede bare.
En morgen, da hullet allerede var dybt, ændrede jordens lyd sig. Teresa gravede hakken ned og mærkede fugtigheden. Hun gravede igen. Og så hørte hun noget andet.
Vand…
Først spirede det langsomt. Så med kraft. Rent, levende, opstået fra de dybeste dybder.
Teresa faldt på knæ, gennemblødt, lo og græd på samme tid.
"Ana! Vand! Vi har vand!"
Ana kiggede op med store øjne.
"Hvor kom det fra, mor?"
"Guds datter."
Teresa sov ikke den nat. Hun så kilden bruse uendeligt og tænkte på kvinderne, der gik med spande, på de tørstige børn. Og hun stillede sig selv et spørgsmål, der vejede tungere end
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
