Hun troede på Alex. De havde engang levet i fattigdom, og hun havde sultet, så hendes søn skulle have en fremtid. Nu var Alex en succesfuld mand. Havde hun virkelig glemt, hvis hænder der havde bygget denne fremtid?
Hun blev mødt koldt ved den store port.
Døren blev åbnet af Sofia, Alex' kone: hun var velplejet, iført dyrt tøj, hendes blik iskoldt.
— Åh… det er dig. Hvorfor er du kommet?
Maria forklarede sagte. Et minut senere dukkede Alex op med telefonen i hånden, rolig og fjern. Hun lyttede, sukkede og sagde så forstående, at "tiderne er hårde."
Så, lidt flov, rakte hun hende en pakke pasta.
— Det var alt for nu. Jeg hjælper dig senere. Regnen bliver kraftigere. Gå hjem og prøv at hvile dig.
Den tunge jernport lukkede sig med et koldt, dumpt bump.
Maria stod i den silende regn og knugede pastapakken mod brystet. Tårer vældede op i hendes øjne, men et svagt smil viste sig på hendes læber.
"Han må have det svært," mumlede hun. "Pointen er, at han ikke efterlod hende helt uden hjælp."
Porten lukkede sig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
