Efter et dusin slag fløj det ene hængsel af.
Døren knirkede.
Carol kastede forhammeren til side og hamrede hele sin krop ind i træet.
Den tunge dør gav endelig efter, svingede op og bragede mod væggen.
Carol løb ind, gispende og med sved på panden.
Uden engang at se på mig, skyndte hun sig hen til Leo.
Hun løftede sit barnebarn op i sine arme.
Hendes rystende hånd rørte ved hans pande.
“Han brænder op.”
Så, gennem sammenbidte tænder, en stemme der bryder:
“Det forbandede dyr.”
Tårer strømmede ned ad hendes kinder.
Hun vendte sig mod mig.
Hendes blik var ikke længere panisk.
Det var en dyb smerte.
Anger.
Hun kom hen og krammede os begge.
Hendes kram var klodset, stift, men utrolig varmt.
“Jeg er ked af det, skat. Jeg er så ked af det,” hulkede hun.
Stadig i chok kunne jeg kun stamme.
“Carol … hvorfor?”
Hun slap mig og tørrede hurtigt sine tårer, som om ømheden fornærmede hendes egen iver.
Hendes blik blev hårdt.
Hun kiggede sig omkring i huset, og stemmen hulkede.
“Han er ikke her. Han er virkelig gået.”
Så greb hun fat i mine skuldre og tvang mig til at se på hende.
Hendes rødrandede øjne låste sig fast på mine.
“Emily, hør godt efter. Vi skal på hospitalet nu. Din mand, Michael, er i alvorlige problemer.”
De ord ramte mig som et lyn.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
