Jeg fyldte et glas og løb tilbage.
Men da jeg krydsede stuen, aftog strømmen bag mig, silede og stoppede.
Jeg frøs.
Jeg skruede for vandhanen igen.
Ikke en dråbe.
Jeg løb hen til badeværelset – bruser, håndvask.
Stilhed.
Han havde lukket for vandet.
Michael – den mand, den far – havde afskåret vores sidste livskilde.
Han ville ikke give os nogen chance.
Han ville have, at vi skulle dø.
Langsomt.
Smertefuldt.
Den sandhed var det sidste hammerslag, der knuste det, der var tilbage af min fornuft.
Jeg kunne ikke holde ud.
Jeg vaklede mod væggen, mens verden blev mørk.
Jeg følte ikke længere sult.
Jeg følte ikke længere smerten i mine hænder.
Kun en kulde, der nåede mine knogler – den absolutte fortvivlelses kulde.
Og så, lige da jeg var ved at besvime, lød et mærkeligt, lavt bip fra hoveddøren, fra et sted jeg aldrig havde bemærket.
I den uhyggelige stilhed lød det lille, ensomme bip som et signal fra en anden verden.
Jeg holdt en pause og anstrengte mig for at finde den.
Det gentog sig – kort, afgørende.
Den kom fra væggen nær hoveddøren, lige under låsen.
Jeg kravlede hen og krøb sammen for at kigge.
En lille sort metalkasse var indlejret i væggen ved siden af dørkarmen, og en lille rød LED-lampe blinkede.
Jeg havde boet her i næsten fem år.
Jeg havde gået gennem den dør tusindvis af gange.
Og jeg havde aldrig bemærket det.
Hvad var det – en alarmanordning?
Noget andet?
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
