Ingen opkaldstone.
Han havde også afbrudt telefonlinjen.
Fejlfri forberedelse.
Jeg faldt om på gulvet med min febersyge søn i hånden. Hjælpeløsheden var lige ved at opsluge mig.
Jeg havde prøvet alt.
Jeg havde skreget mig selv tom.
Det var alt sammen nytteløst.
Vi var som to myrer fanget i en lukket kasse, der ventede.
Udenfor var regnen holdt op og havde efterladt vandpytter på fliserne. Nedfaldne gule blade hang sammen i våde klumper.
Gården så øde ud – for stille, for ligegyldig.
Jeg var nødt til at gøre noget.
Jeg kunne ikke bare vente her på at dø.
Jeg kiggede op i loftet, hvor den prangende krystallysekrone, Michael havde installeret med sine egne hænder, hang som et koldt vidne.
“Denne lampe vil lyse op i vores hjem for evigt,” havde han sagt.
Nu var den bare en livløs ornament, der så på vores tragedie.
En vild idé kom.
Jeg kiggede på tremmerne i vinduerne. Massivt jern – robust.
Men hvad med skruerne, der holder dem fast i væggen?
Måske var de ikke lige så stærke.
Hvis jeg kunne finde noget, der er hårdt nok til at bruge som løftestang, kunne jeg måske – bare måske – lirke en løs.
Men hvad skulle jeg bruge? Køkkenknivene var for tynde. Stolbenene var for tykke.
Mine øjne gled hen over rummet og stoppede i et mørkt hjørne bag tv-bordet. Lænet op ad væggen var en genstand, jeg næsten havde glemt.
En lang jerngolfkølle, tyk som et håndled – en gammel gave fra en forretningspartner.
Michael brugte den aldrig.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
