Eleanor, en kvinde hvis hele personlighed bestod af sladder fra countryklubber, uvurderlige designermærker og en giftig, kvælende besættelse af sin "gyldne barn"-søn, var ankommet for at hente Marks ejendele, mens jeg var på kontoret.
Hun må have gennemsøgt gæsteværelset. Hun må have fundet nødkortet.
Mine hænder rystede let af en blanding af råt forræderi og pludselig, eksplosiv vrede.
Tyveriets rene frækhed var chokerende.
Jeg ringede straks til concierge-skranken på Hôtel de Crillon i Paris.
En høflig stemme med en stærk accent svarede. Jeg bad om at blive stillet over til suiten, der var registreret på Eleanor Vance.
Conciergen bekræftede, at gæsten var til stede, og stillede opkaldet videre.
Jeg ventede ikke på, at hotellets telefon skulle svare. Jeg lagde på og ringede direkte til Eleanors personlige mobiltelefon.
Den ringede fire gange. Linjen var lidt støjende, med ekkoet af et internationalt opkald.
"Hallo?" kvidrede Eleanor. Hun svarede med et højt, teatralsk suk, klirringen af champagneglas, den høje, smigrende latter og den fjerne, romantiske musik fra en harmonika, der spillede.
"Eleanor," sagde jeg, min stemme faretruende dyb, blottet for enhver familiær varme.
"Clara, min kære!" råbte Eleanor, hendes stemme dryppende af en tyk, sukkersød aristokratisk nedladenhed.
"Du skal ikke vove at ødelægge min tur med din klynken. Jeg sidder på en café nær Champs-Élysées med 'pigerne', og vi har det fantastisk."
"Du stjal mit kreditkort, Eleanor," sagde jeg, ordene kolde og præcise som en skalpel.
"En transaktion på 35.000 dollars er lige blevet gennemført på Crillon. Du har begået et stort tyveri."
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
