"Det var din mors bryllupsdag. Du kunne i det mindste have sendt hende en blomst! Du tjener godt, fortrød du, at du havde brugt penge på en elendig rose?" skældte fætterens tante ud igen i telefonen.
"Olena, jeg tror, du ringede i forretningsøjemed." Jeg besvarede alle dine spørgsmål. Hvorfor jeg ikke sendte min mor blomster, angår ikke dig.
"Du… Du var sådan en sød dreng, og nu er du blevet sådan…"
Andriy lyttede ikke længere. Han lagde bare på, og efter et par sekunders betænkningstid satte han nummeret på sortlisten.
Da de fortalte ham, at hans mor var død, tøvede Andriy ikke. Faktisk følte han sig på en måde lettet. Sandt nok føltes det nogle gange, som om hun måske var blevet narcissistisk, ond og kold… Men Andriy vidste, at det ikke var tilfældet.
"Andriy, sikke et slag!" hulkede hans kusine ind i telefonen. "Tante Lida er død. Din far er ikke med dig. Han vil følge dig til efterlivet fra sorgen, siger jeg dig!"
"Jeg underskrev ikke en kontrakt om at være min fars babysitter. Der er nogen der til at tage sig af ham, og du skal nok ordne det."
"Hvad er der galt med dig? Gør ikke Gud vred på dig, Andriy! Kom nu. Begrav din mor ordentligt. Hører du mig?"
"Jeg hører dig. Jeg går ikke. Ring ikke til mig igen."
Andriy smed telefonen på moderens sæde, og han lænede sig selv hovedet mod rattet. Minder begyndte straks at blinke for øjnene af ham…
…Han var et sent barn. Hans mor – Lydia – var enogfyrre, da Andriy blev født. Hans far, Dmitry, var næsten halvtreds. Andriy vidste, at hans mor havde haft flere mislykkede graviditeter før. Men familien ville virkelig have en arving, så Lydia og Dmitry konsulterede alle mulige spåkoner, spåkoner og specialister. Efter mange år blev en sund, stærk dreng endelig født.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
