"Her er den," sagde Eli høfligt. "Tak, hr."
"Vent," svarede Lucas med et suk tydeligt i stemmen.
Døren åbnede sig, før han kunne sige noget.
Og der var hun.
Marianne Carter, tyndere end han huskede, med fine rynker omkring øjnene, hænder ru efter mange års ærligt arbejde ... men uden tvivl den samme kvinde, der engang havde grinet med ham over brændt kaffe og umulige drømme.
"Eli!" udbrød hun, og hendes lettelse vendte sig øjeblikkeligt til frygt, da hun så bilen og manden stige ud. "Hvad laver du her?"
Hendes blik fæstnede sig på Lucas, og farven forsvandt fra hendes ansigt.
"Hold dig væk fra min søn," sagde hun og trak Eli tættere på.
"Marianne," sagde Lucas forsigtigt, "vær sød. Jeg er nødt til at forstå."
Hun udstødte en bitter, skarp latter.
"Forstår du? Efter ti år?"
Eli kiggede forvirret fra den ene til den anden.
"Mor, han har lige taget mig med hjem," sagde hun. "Han har ikke gjort noget forkert."
Marianne kneb kæben sammen.
"Kom indenfor," beordrede han bestemt sin søn. "Nu."
Da døren lukkede sig, lød en knirken.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
