Hun var omkring otte år gammel, med vådt hår klistret til panden, og i hænderne havde hun en glaskrukke fyldt med det, der lignede ... fugtig jord. Mørk, tyk, med den dybe aroma, som regn efterlader på markerne.
"Hvad laver du her?" spurgte Rahul og rejste sig. "Hvem lukkede dig ind?"
Drengen gav sig ikke tilbage. Der var en mærkelig tyngde i hans øjne, som om han bar noget meget tungere end krukken.
"Mit navn er Aarav. Jeg er barnebarn af Doña Kamala, damen der gør rent om natten," sagde han og holdt krukken op som en offergave. "Min bedstemor siger, at det ... vækker folk."
Rahul følte en velkendt reaktion stige: en bitter latter, trangen til at ringe til vagt. Otte måneder med at høre "intet kan gøres nu."
Men så kiggede han på Ananya.
For første gang i uger føltes hendes vejrtrækning ... anderledes. Ikke hurtigere eller dybere, bare anderledes. Som om hendes krop forsøgte at huske vejen tilbage.
"Hvad er det her?" spurgte hun og forsøgte ikke at vise håb. Håbet var skræmmende; det føltes som at falde.
"Jord fra bredden af Xochimilco-kanalen," svarede Aarav. "Denne jord er tung.
Min oldemor var jordemoder. Hun sagde, at når livet begynder at falme, bringer jorden det tilbage."
Hendes stemme rummede en barnlig sandhed: børn fortæller enten sandheden ... eller også opfinder de drager. Og i den blanding følte Rahul noget, han ikke havde følt på hospitalet i lang tid: renhed.
"Hør her, knægt ..." sukkede han. "Det lyder lidt ... skørt."
"Ja. Men ... hvad nu hvis det virker?" svarede Aarav uden at insistere, med barnlig logik.
Rahul tænkte på alle nålene, testene, lægebesøgene, hvor de blidt forklarede ham, at "nogle gange giver kroppen op."
Han kiggede på Ananyas mave. Han kiggede på uret, der tikkede ned til den forestående termin.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
