Vi besøgte hende i Rybinsk, i et gammelt hus ved Volga-floden, omgivet af knortede birketræer. Katya var en orkan af venlighed, men utrolig kraftfuld; hendes stemme var som et anker, hendes blik som et fyrtårn.
Hun havde en søn, Vanya, to år yngre end mig, en spinkel dreng, hvis latter jagede kulden væk. Vi fik straks sympati for hinanden, løb gennem gaderne og slappede af på kysten, indtil vi kollapsede af udmattelse. På vej hjem fortalte jeg far, at Katya var som en solstråle, og han nikkede tavst. Et par uger senere pakkede vi sammen, lejede et hus og flyttede til Rybinsk – et desperat forsøg på at starte forfra.
Livet blev langsomt bedre. Katia tog sig af mig med en sådan kærlighed, at mine sår langsomt helede. Hun stoppede mine revne bukser, lavede tyk kålsuppe, og om aftenen sad vi sammen, mens Vanyas vittigheder brød stilheden. Han blev min bror, ikke gennem blod, men gennem vores fælles smerte. Vi skændtes, drømte, forsonede os – vores loyalitet behøvede ingen ord. Men lykken er en skrøbelig gæst, og skæbnen elsker at knuse den.
En frostklar morgen vendte far ikke tilbage. Telefonen brød stilheden – han var død, ramt af en lastbil på en isglat vej. Smerten fortærede mig som et vildt dyr og kvalte mig. Værgemyndighederne vendte tilbage, kolde og nådesløse. Uden en værge blev jeg revet ud af Katias arme og sendt til et børnehjem i Jaroslavl.
Børnehjemmet var et fængsel af håbløshed – grå vægge, kolde senge fyldt med suk fra fortabte sjæle. Tiden slæbte sig afsted, hvert minut et slag mod min sjæl. Jeg følte mig som et spøgelse, usynlig og glemt, plaget af mareridt om evig ensomhed. Men Katia gav ikke op. Hver søndag kom hun med brød, strikkede tørklæder og en urokkelig vilje til at få mig tilbage. Hun kæmpede som en løvinde, stormede kontorerne, udfyldte papirer, hendes tårer dryppede ned på dokumenterne, mens hun kæmpede sig gennem de bureaukratiske lænker.
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
