Hans storesøster, Megan, stod ved døren som en ondskabsfuld vagtpost. "Præcis," sagde hun med en skarp stemme, der fik blod til at løbe ud. "David skal giftes med en kvinde, der rent faktisk giver denne familie en søn. Hvem ville overhovedet ønske sig en udmattet husmor med to børn på slæb?"
Ordene hang i luften, ment til at svie, men de faldt pladask. Jeg havde været opslugt af deres grusomhed så længe, at jeg havde udviklet gæller. Jeg rakte simpelthen ned i min taske, trak en tung messingring frem og gled den hen over mahognibordet.
"Nøglerne til lejligheden," sagde jeg roligt. "Vi flyttede de sidste af vores ting i går."
David smilede dybt, et triumferende udtryk spredte sig over hans ansigt. "Rosværdigt. Du er endelig ved at indse din stand, Catherine."
"Hvad der ikke er dit, skal du til sidst returnere," tilføjede Megan og nærede sin brors arrogance.
Jeg kom ikke med et genmæle. I stedet stak jeg hånden ned i min taske og tog to marineblå pas frem. Jeg bredte dem ud som en vindende hånd ved et bord med høje indsatser. "David, visaerne blev færdiggjort i sidste uge. Jeg tager Aiden og Chloe med til London. Permanent."
Selvetilfredsheden i hans ansigt frøs til en maske af forvirring. Megan var den første, der fandt sin stemme, idet hun skreg: "Er du sindssyg? Har du nogen idé om, hvad det koster? Hvor får du den slags penge fra?"
Jeg kiggede på dem begge – kiggede virkelig på dem – og følte en bølge af medlidenhed. "Penge er ikke længere din bekymring."
Som på signal gled en sort Mercedes GLS hen til kantstenen uden for glasdørene. En chauffør i et pænt jakkesæt steg ud, åbnede bagdøren og bukkede mod vinduet. "Frøken Catherine, transporten er klar."
Davids ansigt blev lillaplettet. "Hvilken slags cirkus er det her?"
For at se de fulde tilberedningstider, gå til næste side eller klik på knappen Åbn (>), og glem ikke at DELE med dine Facebook-venner.
